Back to All Events

PAX AMERICANA


  • Frau 25 Pile Allé Frederiksberg, , 2000 Denmark (map)

Kinki Texas, Pax Americana, mixed media på lærred, 120 x 90 cm. 2024

PAX AMERICANA

SOLO UDSTILLING AF KINKI TEXAS

 

UDSTILLINGSPERIODE 16. august. - 7. september 2024

FERNISERING fredag 16. august kl. 17.00 - 19.00.

 

 

Kinki Texas´ arbejde er karakteriseret ved en helt særlig modsatrettet energi. Det udadreagerende og iscenesatte, som kendes fra bl.a. punkrocken samt det mere introverte og omhyggelige kunstnerarbejde med oparbejdede rå kontraster mellem materialer og detaljer i de enkelte lag. Det teatralske og det humoristiske.

 

På udstillingen Pax Americana vises 13 malerier og en række indrammede tegninger. Kunstneren har i værkerne hentet inspiration i historiske referencer, filosofi og psykologi og folder fortid, nutid og fremtid ud igennem figurer, skriblerier og strøg. Kunstnerens interesse i krigshistorie og den nutidige verdenssituation er tydelig i det kunstneriske udtryk, men udstillingen skal på ingen mådes ses som kunstnerens personlige stillingtagen til specifikke episoder eller valg af politisk side. Det er fuldt ud op til beskueren selv at danne sig sine egne indtryk i mødet med værkerne.

 

De udstillede værker binder gennem udstillingstitlen en fælles tankemæssig bro til stormagters fordomstid og til nutidens helt nære historik. Pax Americana henviser som begreb til tilstanden af relativ fred, som eksisterede efter ophøret af 2. Verdenskrig. Begrebet blev første gang anvendt i midten af 1960'erne og placerer sig forståelsesmæssigt i forlængelse af begrebet Pax Romana og Pax Britannica, der begge betegner fredstilstande imellem lande. I dag bruges betegnelsen også om den politiske og økonomiske dominans, som USA i mange år har siddet på, men som i disse år måske er under forandring.

 

Et andet genkendeligt billedelement fra Kinki Texas virke, der møder publikum i udstillingen, er figuren til hest. Helten som arketype og helten som tyngde ved vores eksistens. Helten - the Loney Rider, rytteren på hesten og krigeren med vinger og våben og et stort rødt grin, er fremstillet som en bizar og teatralsk karakter. Igen mødes vi af en grotesk figur og energi, som Kinki Texas igennem årene er blevet så kendt for på samtidskunstscenen.

 

Texas arbejder i sine værker med meget specifikke temaer og emner, men lader sig også påvirke i processen. Dette resulterer til tider i uventede og overraskende ændringer. Han maler, sprayer, tørrer og skraber på fladen for at nå frem til præcis det sted, hvor endnu et påført lag eller en detalje vil blive for meget, men hvor ethvert udeladt malerisk element også vil have den effekt, at værket vil fremstå ufærdigt. Det er en konstant søgen efter balance i kaos.

 

Kinki Texas (f. 1969) bor og arbejder i dag i Bremen. Han er uddannet fra University of Bremen (kulturstudier og filosofi) og har siden 1987 udstillet egne værker på gallerier i Italien, USA, Danmark og Tyskland.

 

Pax Americana er Kinki Texas tredje soloudstilling hos Galleri Oxholm.

Earlier Event: June 14
The Annual Summer Show